Beklæd dig i dine bedste vandrestøvler og oplev den funklende stjernehimmel og nattens vilde dyr, når Miljøpunkt Østerbro inviterer alle med til en sanselig mørkevandring til Nordhavnstippen.

I det yderste København, med udsigt ud over Øresund, ligger ‘Nordhavnstippen’ omgivet af byens gravkøer, containere og kraner. Årtiers deponering af jord og byggeaffald har skabt et helt særligt naturområde, hvor græsset har fået lov til at gro og de lokale arter er flyttet ind. Her bor blandt andet den fredede grønbrogede tudse, flagermus og andre natdyr.
På turen vil du få mulighed for at opleve stjernehimlen gennem en transportabel stjernekikkert – måske du er så heldig at se Jupiter eller Saturn. Og så skal vi se og lytte til flagermusene, der bor på Nordhavnstippen. Om natten jager og taler flagermusene sammen med høje skrig. Det kan vi ikke høre med det blotte øre, men med vores medbragte flagermusdetektor er det muligt at følge med i nattens heftige aktiviteter.
Mørket er blevet en sjælden gæst i byen, og det strømmer ud med lys fra vores bygninger, parker, biler og gadelamper. Det har forandret livet for titusindevis af dyr, planter og insekter. Også på Nordhavnstippen bliver det aldrig helt mørkt. Dog vil vi stadig kunne udvide vores mørkesyn på turen og mærke, hvordan det påvirker vores sanser at vandre ud i omgivelser, der ikke er tilpasset menneskets konstante tilstedeværelse, som vi er vant til i byrummet. Glæd jer til en berigende og sanselig oplevelse i mørket.
Der er begrænset antal pladser og tilmelding er først til mølle. Skriv til nina@miljopunkt-osterbro.dk og skriv “Mørkevandring” i emnefeltet.
Praktiske informationer:
Læs mere om arrangementet og Miljøpunkt Østerbro på:
https://www.facebook.com/events/635970927948904
Mørkevandringen er arrangeret af Miljøpunkt Østerbro i samarbejde med Astronomisk Selskab, Nordhavns Naturvenner, By & Havn, Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening og Østerbro Lokaludvalg.